layoutelementlayoutelement
 

Arbejdsopgaver

Informationsbod
Her skal du hjælpe gæster, der henvender sig med spørgsmål primært om festivalens program og bodholdere. Du skal være godt inde i festivalens program og have overblik over hele festivalens område og alle bodholderne, så du kan hjælpe med at guide gæsterne rundt. Det er vigtigt, at du taler engelsk og gerne tysk.

Ridderturnering
Her skal du hjælpe med at sælge billetter ved indgangen til ridderarenaen, kontrollere billetter, vise gæsterne på plads og rydde op på siddepladserne efter hver forestilling.

Programuddeler og scenevagt
Her skal du rundt i festivalområdet med programmer og gadeplaner til publikum og bodholdere, samt sørge for at festivalens programstandere er fyldte. Derudover skal du holde et vågent øje med festivalens musikscener og orientere festivalsekretariatet om fx forsinkelser i programmet.

P-vagt
Festivalen har afspærret et stort parkeringsområde til pressefolk, festivalens kunstnergrupper, og festivalens ansatte. Som p-vagt skal du sørge for at holde god ro og orden på p-pladsen, vise folk med parkeringstilladelse på plads og henvise andre til byens andre parkeringsområder. I stille perioder skal du regne med at blive sat til andre opgaver.

Guide for kunstnergrupper
Som guide skal du sørge for, at din gruppe føler sig hjemme på festivalen. Du skal hjælpe dem med at løse små problemer, oversætte, bære instrumenter, overholde spilletider m.m. Det er vigtigt, at du kan et fremmedsprog (engelsk, tysk, italiensk, tjekkisk etc.)

Igangsætter ved middelalderlege
Som igangsætter skal du være om dig og hygge om gæsterne. Du skal opfordre folk til at komme og prøve de store træspil og træheste, og du skal forklare reglerne og evt. selv tage et spil med gæsterne. Fredag og lørdag aften skal spil og træheste bæres ind, og lørdag morgen skal de bæres ud.

Hjælper i Vor Frelsers Kirke
Her skal du hjælpe ved arrangementerne – kirkekoncerter og middelalderbryllupper. Du skal hjælpe kirkens personale med at tænde, skifte og slukke stearinlys, være dørvagt, hjælpe gæsterne på plads etc.


Indholdsansvarlig Iben Høgh Grøftehauge, middelalderfestival@horsens.dk