layoutelementlayoutelement
Europæisk Middelalder Festival 
Det kommer ikke til at gå stille for sig, når der skal kæmpes i Tournament of the White Horse. Foto: Hartmann Schmidt Fotografi.

Europæisk Middelalder Festival er klar med nye oplevelser til august

04. juli 2018

På årets Europæisk Middelalder Festival d. 24.-25. august kan publikum glæde sig til flere nye oplevelser. Bl.a en stor kampturnering og en ny levende historielejr.

I år er der i endnu højere grad lagt vægt på den totale oplevelse af at rejse tilbage til middelalderen og den historiske formidling, når vi, den sidste weekend i august, inviterer til Europæisk Middelalder Festival på FÆNGSLET i Horsens.

Ny kampturnering – Tournament of The White Horse
Et stort nyt programpunkt på dette års festival er kampturneringen Tournament of the White Horse. Til forskel fra ridderturneringen, der foregår som et show, foregår Tournament of the White Horse som en rigtig turnering. Gennem hele festivalen vil erfarne kæmpere, iført middelalderlige rustninger og med sværd, økser og skjolde, dyste i hold på fem. I hver runde vil to hold kæmpe mod hinanden indtil det vindende hold er fundet.

Flere af verdens bedste hold har allerede grebet udfordringen og tilmeldt sig. Turneringen afholdes som en del af ligasystemet Buhurt League, og bliver en af de største af sin art i Europa.

Bliv endnu klogere på middelalderen
Et af de nye tiltag på festivalpladsen er en levende historielejr, hvor nogle af de dygtigste reenactorer, personer der brænder for at genskabe en historisk tid ned til mindste detalje, og formidlere inden for middelalderhistorien fører publikum helt tæt på middelalderen med talks og miniforedrag.  I området vil man bl.a. kunne møde gruppen Freie Rostocker Fähnlein, der kommer og lærer publikum om middelalderens mad og våben. Gruppen har en rekonstruktion af en 3.5 m. lang kanon med, som vil blive fyret af i løbet af festivalen. Den hollandske gruppe Kennemerkunstgilde kommer også og viser, hvordan man lavede kunst i middelalderen ligesom grupppen Warwik vil lære fra sig om middelalderens kosmologi og forståelse af verden. Publikum vil også kunne møde en middelalderbager, skomager og smed eller høre miniforedrag om middelalderens smykker og meget andet.

Nordgården får en klosterhave
Et andet nyt område på festivalen vil blive placeret i FÆNGSLETs nordgård. I sammenhæng med middelalderkirken, som har været en del af festivalen de foregående to år, anlægges en klosterhave efter bedste middelaldertradition. I Klosterhaven kan publikum lære om de urter og blomster, man såede i middelalderen. I haven vil der også være et særligt fokus på lægeurter, og hvordan de blev brugt som medicin i middelalderen. Munke og nonner vil passe haven under festivalen.

Borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen, glæder sig over de mange nye tiltag på årets festival:

- Middelalderfestivalen har gennem alle årene haft fokus på konstant at højne kvaliteten og på at give publikum en spændende og middelalderlig oplevelse. Den kommende festival er bestemt ingen undtagelse. Masser af nye spændende aktiviteter og events vil føre os endnu dybere ind i livet og livsvilkårene i middelalderens Horsens, siger borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen.

Velkendte oplevelser

På årets festival vil der selvfølgelig også være velkendte oplevelser såsom ridderturneringen. I år er det den svenske gruppe Torneamentum, der besøger festivalen. Der vil være flere shows både fredag og lørdag og i aftenskumringen kan publikum forvente et flot show med ild.

I alt besøger mere end 30 forskellige grupper festivalen og underholder med alt fra koncerter, totalteater, workshops, gøglerier og formidling.

Vælg periode for nyheder
« 2017
seneste 2018
JanFebMarAprMajJun
JulAugSepOktNovDec
Se seneste
Vælg kategori


Horsens Kommunes byvåben

Europæisk Middelalder Festival

Kultur og Eventafdelingen
Rådhustorvet 4
8700 Horsens

Email: middelalderfestival@horsens.dk,